Her er det muligt for alle interesserede at se vores værksteder og mærke højskolestemningen. Vores nuværende elever viser rundt i alle afkroge af højskolen og leder en række mini-workshops for besøgende. Vores fantastiske køkken serverer lækre snacks i løbet af dagen, og hvis vejret tillader det, er der også tid til leg og spil på græsplænen. Alle er velkomne, og det er naturligvis gratis at deltage.
På Den Skandinaviske Designhøjskole udbyder vi fire linjer: Visuel Kommunikation, Mode & Tekstil, Møbel, Rum & Produktdesign og Arkitektur & Bydesign. Mange af vores elever bruger deres ophold på Den Skandinaviske Designhøjskole til at finde ud af, hvilken retning de skal vælge i forhold til deres videregående uddannelse. På højskolen bliver de introduceret for anderledes perspektiver, som de måske ikke selv har søgt efter tidligere og opdager noget nyt omkring dem selv. Nogle bruger højskolen til at finde ud af, om design eller arkitektur skal være deres levevej. Faktisk hjælper vi hvert år mange elever igennem nåleøjet til flere af landets design- og arkitektuddannelser. Uanset om det er nye perspektiver, venskaber eller ambitioner om at arbejde som designer eller arkitekt, så er alle velkomne på Den Skandinaviske Designhøjskole.
Program for dagen
Kl. 11.00 - Første rundvisning
Kl. 12.00-14.00 - Workshops og andre aktiviteter på DSDH
Kl. 13.00 - Anden rundvisning
Kl. 14.00 - Tak for i dag – håber vi snart ses igen
Læs mere på vores hjemmeside: http://www.designhojskolen.dk/