Erfaringer fra udlandet viser dog, at hvis bloddonorerne kommer til aftalt tid og afleverer deres værdifulde bidrag, er der på trods af katastrofernes omfang faktisk blod nok i blodbankerne til behandling af de tilskadekomne. Det er erfaringen fra både Nice, Manchester og senest Barcelona og USA.
I blodbankerne afholder personalet jævnligt øvelser, så de er forberedt og ved, hvad der skal gøres i en krisesituation. Blodbanken i RegionH har senest afholdt en øvelse, hvor man antog, at der var sprunget to bomber samtidigt centrale steder i København. Om end på en meget dyster baggrund, forløb øvelsen meget tilfredsstillende.
I den forbindelse fortæller Blodbankchef Morten Bagge Hansen, at han ikke kan forestille sig et scenarie, hvor der kommer til at mangle blod. Han fortæller ydermere, at blodbankerne naturligvis vil blive pressede i timerne efter katastrofen, hvor patienterne kommer ind og operationerne påbegyndes, og blodbanken dermed oplever et stort træk på lagrene. I sådanne situationer, vil man supplere med blod fra andre regioner.

I Danmark har vi heldigvis det blod, vi har brug for. Også hvis der skulle opstå en større terrorhandling. Det har vi takket være jer bloddonorer, som er med til at sikre, at vi til daglig har et robust lager og en blodforsyning i verdensklasse.
Det vigtigste I kan gøre som bloddonorer for at hjælpe er, at komme til de tider I booker, så lageret forbliver robust.
Hvis du overholder din aftalte tid, er du med til at sikre kriseberedskabet.
Sikkerheden har også høj prioritet andre steder i regionen. Region Hovedstadens Akutberedskab har for nylig indviet to store mobile behandlingspladser, der kan bruges ved hændelser med mange tilskadekomne. De to nye lastbiler kan være klar til at modtage patienter til behandling inden for et kvarter efter ankomsten til ulykkesstedet, og der vil være plads til at behandle 40 patienter ad gangen. Det sammenholdt med at vi har en stærk logistik i blodbanken, giver en vis tryghed i en uforudsigelig verden.