News

Categories

Pets |
Travelling |
Social science |
Diseases |
News |
Agriculture and forestry |
Social science |
Art |
Retail trade |
Hobby |
Energy and utilities |
Politics |

Stort tema på festival: Musik fra oprindelige folkeslag

Tønder Festival præsenterer i år en lang række kunstnere med rødder i kulturen hos oprindelige folk i Canada, Grønland, Australien og det nordlige Skandinavien.

Nu rykker Tønder Festival endnu engang med et nyt initiativ. Årets festival byder på et stort ”indigenous”-tema, hvor sangere og sangskrivere med rødder i forskellige oprindelige folkeslag er på scenen. Kunstnerne giver tidssvarende bud på musikalsk fortællekunst, der i høj grad bygger på den kultur, de selv har rødder i. En kultur, der kan gå mange tusinde år tilbage i tiden, og hvor musikken har spillet en afgørende rolle.

Fra Canadas prærie til Australiens udkant

Fra Manitoba i Canada kommer to sangskrivere med baggrund i den indianske kultur, nemlig William Prince, som også besøgte Tønder sidste år, og Richard Inman. Begge er på kort tid blevet store navne i hjemlandet og byder på et miks af country, folk og traditionskultur.
Grønland bliver fornemt repræsenteret. Dels af sangerinden Nive Nielsen, som også var i Tønder sidste år, og som sammen med sit band The Deer Children blander americana og grønlandske traditioner.

Og dels af veteranen Rasmus Lyberth, elsket af et stort dansk publikum, og en mester i fortællekunst og store sange.

Den samiske kultur, som historisk har udfoldet sig i det nordlige Norge, Sverige, Finland og Rusland, har med blandt andet joiksangen et stærkt musikalsk kort. Publikum kan glæde sig til at opleve to af tidens allerbedste samiske kunstnere, nemlig Mari Boine og Vassvik.

Fra Australien kommer to sangere og sangskrivere, som hver på deres måde formidler aboriginal-kulturen, og som begge har modtaget flere priser i hjemlandet. Dels soul-inspirerede Dan Sultan, og dels Gawurra, der synger på Yolngu-stammens sprog.
”Vi er stolte over at præsentere de mange fremragende kunstnere under årets indigenous-tema. Publikum får mulighed for at opleve sangskrivere og sangere, som formidler urgamle musiktraditioner i et nutidigt musikalsk sprog, og som kommer fra forskellige oprindelige kulturer. Det er vigtigt for os som international folk- og rootsfestival at have en satsning som dette tema med i programmet og at kunne give repræsentanter for oprindelige folk en stemme,” siger Maria Theessink, kunstnerisk leder af Tønder Festival.

Samarbejde med IWGIA

I 2018 har organisationen IWGIA, International Work Group for Indigenous Affairs, 50 års jubilæum. Organisationen har hjemsted i København og indgår i et samarbejde med Tønder Festival for at sætte fokus på festivalens indigenous-tema. IWGIA står bag en stor markering et par uger før festivalen, nemlig ”Day of the World Indigenous Peoples”, som finder sted 9. august 2018 – et arrangement, Tønder Festival støtter op om.

Interviews, podcasts og formidling

Der bliver sat særlig streg under Tønder Festivals indigenous-tema med eksklusive kunstner-interviews og podcasts produceret af den tidligere DR-journalist Claus Vittus. Følg med på festivalens website tf.dk og Facebookside. Temaet får også et visuelt udtryk på festivalpladsen, hvor publikum kan opleve kunstinstallationer langs hovedgaden helliget indigenous-musikken. Installationerne er designet og produceret af festivalens atmosfæregruppe.
Tønder Festival afholdes fra den 23. august til og med den 26. august.
Du kan læse mere om festivalen og om de deltagende musikere her
IWGIA er en global menneskerettigheds-organisation, der er dedikeret til at fremme, beskytte og forsvare oprindelige folks rettigheder. Siden 1968 har IWGIA samarbejdet med oprindelige folk, oprindelige folks organisationer, regionale og internationale institutioner om at fremme anerkendelse og realisering af oprindelige folks rettigheder. IWGIA arbejder for at styrke oprindelige folk gennem dokumentation og fortalervirksomhed på lokalt, nationalt og globalt niveau.
Prinsessegade 29 B, 3. sal
DK 1422 København
Danmark
Telefon: (+45) 53 73 28 30
E-mail: iwgia@iwgia.org