Press Release

Categories

Retail trade |

Opdatering omkring hundegodbidder af tørret kød

Vi er opmærksomme på, at der lige nu florerer en sag på nettet omhandlende tørret kødprodukter. Det er naturligvis noget, vi tager meget alvorligt. For os er det vigtigt, vores kunder er trygge ved at handle deres godbidder hos os.

Det er korrekt, at der er fundet en sammenhæng mellem tørret kød og nyresygdommen, Fanconi. Ligeledes er det korrekt, at mistanken mod produkter, importeret fra Kina er stor. Det er dog uklart, hvad det præcist er i kødet, der gør hundene syge.

Størstedelen af alle godbids-produkter til hunde og katte produceres i Kina eller af råvarer fra Kina. Asien og Kina har et kæmpe marked for præcis dette. Derfor vil der, helt naturligt, være en større koncentration af produkter herfra.

Ifølge professor ved intern medicin for hund og kat ved Københavns universitet, Charlotte Bjørnvad, skyldes de nyreproblemer, der er set i fem tilfælde i Danmark, et højt indtag af jerky (tørret kød) produkter. Det er særligt små hunde på mellem 2-10 kg, der har fået rigtig mange godbidder.

Fødevarestyrelsen anbefaler, at man sørger for, hunden får sine rigtige måltider (foder, der indeholder det korrekt afstemte næringsindhold). Ligeledes anbefaler de, samstemmende med Charlotte Bjørnvad, at godbidder udelukkende bruges som et supplement, givet i små mængder.

De små hunde er ekstra udsatte, da nogle hundeejere anvender jerky som tyggeben. Et stykke jerky vejer ca. 10 g. Hvis man som hundeejer giver sin lille hund (2-10 kg) 3-5 stykker jerky pr. dag, så er det relativt meget ift. de større hunderacer på fx 20-30 kg.

Vi kan kun tale for vores egne produkter, fx Pure Meaties fra Premiere. Disse produkter er produceret i Kina.

Det er vigtigt at understrege, at hverken Fødevarestyrelsen eller professor Charlotte Bjørnvad har frarådet at give sin hund jerky. Begge henstiller til at man husker, at godbidder ikke skal stå i stedet for hundens eget foder eller gives i store mængder.

Hvis du fortsat føler dig utryg ved at give din hund godbidder af tørret kød, bytter vi naturligvis uden problemer - du henvender dig blot i butikken. Her kan du få pengene tilbage eller vores kompetente medarbejdere vil hjælpe dig med at finde et alternativ. Din tryghed og dit kæledyrs sundhed og trivsel, er det vigtigste for os.

Nicklas Jakobsen - marketing@maxizoo.dk | Marketingkoordinator

Contacts /

For more information, please contact:
Nicklas Jakobsen
Marketingkoordinator