Fremover bliver det endnu sværere at komme udenom Nielsen Car Group i Silkeborg. Bilernes Hus var i forvejen et af Danmarks største bilhuse, og nu tilføjer koncernen endnu flere bilmærker og kvadratmeter til forretningen. Koncernen har således indgået aftale med Via Biler om opkøb af deres ene bilhus på Kejlstruphøjvej 2, der i dag huser mærkerne Ford, Mazda og Suzuki. Samtidig køber koncernen lokalerne på Kejlstrupvej 65, ved siden af Bilernes Hus, af Poul Munk A/S.
Opkøbet af Via Bilers bilhus sker som konsekvens af, at Nielsen Car Group fra 2026 overtager den samlede forhandling af Ford og Hyundai i Midt- og Vestjylland og på store dele af Sjælland. Som en del af aftalen skal de to bilmærker fremover følges ad i de byer, hvor koncernen er til stede, og derfor har koncernen manglet en lokation til at føre mærkerne videre i Silkeborg.
- Vi har haft en rigtig god dialog med Via Biler om fremtiden, og vi er heldigvis blevet enige om en købsaftale, så vi kan få glæde af de mange dygtige medarbejdere og deres erfaring, og huset kan fortsætte som hidtil til glæde for både kunder og ansatte, fortæller ejer og bestyrelsesformand i Nielsen Car Group, Bjarne Nielsen.
- I Via Biler vægter vi medarbejderne højt, og det vigtigste for os har været at sikre fremtiden for alle. Med Nielsen Car Group får de en dygtig og erfaren ny ejer som samtidig er en af vores nærmeste naboer. Og med vores Toyota-bilhus på Thrigesvej forbliver Via Biler jo heldigvis også i Bilernes by, siger adm. direktør Erik Rasmussen.
Driften fortsætter under nyt navn
På sigt vil bilhuset blive en del af Bjarne Nielsen-brandet, der allerede er stærkt forbundet med især Ford med bilhuse i en række Midt- og Vestjyske byer. Hyundai har i en årrække været fraværende i Silkeborg, men kommer altså nu tilbage til byen.
- Vi glæder os rigtig meget til at få Hyundai tilbage til Silkeborg, hvor det med rette også hører hjemme. Vi har endnu ikke lagt os fast på hvor de forskellige bilmærker skal placeres udover at Ford naturligvis forbliver hvor det er. Vi skal naturligvis have gjort plads til Hyundai, og det vil på sigt måske betyde at noget skal bytte plads. Indtil videre får det dog ingen betydning for kunderne, der fortsat vil møde de samme ansigter og skulle køre til samme adresse, understreger direktør Anders Nielsen.
Køber nabogrund til Bilernes Hus
Nielsen Car Group har også købt nabolokalerne til Bilernes Hus med adressen Kejlstrupvej 65 af Poul Munk A/S.
- Det har jo altid været nærliggende at tro, at showroomet var en del af Bilernes Hus, og derfor er det også oplagt, at vi nu overtager adressen. Det er endnu for tidligt at afsløre, hvad der skal være i lokalerne, men der er naturligvis noget at glæde sig til, fortæller Anders Nielsen.
Vokser på bilhuse, medarbejdere og biler
Nielsen Car Group har det seneste år været på massive opkøb i både Jylland og på Sjælland. Først med opkøbet af Dahl Pedersen og dernæst opkøbet af den sjællandske forhandlerkæde Bin2bil. Koncernen varsler også allerede yderligere opkøb i begge landsdele. Opkøbene skal både ses som efterlevelsen af den nye forhandleraftale med Ford- og Hyundai, men også som en udvidelse af koncernen som helhed.
- Med Bilernes Hus kan vi jo allerede bryste os af at have et af landets største bilhuse med brugte biler. Brugte biler fylder mere og mere i hele koncernen, og med de seneste opkøb sikrer vi også, at vi får et større udvalg af brugte biler til salg fra flere lokationer ud over hele landet til gavn for vores kunder, siger Anders Nielsen.
Til baggrund:
Importøren af Ford og Hyundai, Nic. Christiansen Gruppen, har lavet en ny forhandlerstruktur for begge mærker, der er gældende fra 1. januar 2026. Aftalen betyder blandt andet, at Nielsen Car Group får ansvaret for forhandling af Ford- og Hyundai i Midt- og Vestjylland samt på Vest-, Midt- og Sydsjælland.
Direktør Anders Nielsen i Bilernes Hus, der også er hovedsæde for Nielsen Car Group.
Nielsen Car Group udvider i Silkeborg
Nielsen Car Group udvider forretningen i Silkeborg og køber Via Bilers forretning på Kejlstruphøjvej med Ford, Mazda og Suzuki. Derudover tilføjes flere kvadratmeter til Bilernes Hus med opkøbet af Poul Munks showroom på hjørnet af Kejlstrupvej.
NIELSEN CAR GROUP er moderselskab og fælles administration for bilvirksomhederne Bjarne Nielsen A/S, Bilernes Hus A/S, LEASING DK A/S, Motorpoint, Bin2bil og Dahl Pedersen A/S. Virksomheden blev grundlagt i 1988 og er med over 800 medarbejdere og 17 afdelinger – ti i Jylland og syv på Sjælland – et af landets største bilhuse. Ud fra kerneværdierne respekt, kvalitet og engagement arbejder den familieejede virksomhed for at yde markedets bedste kundeservice. www.bn.dk, www.bilerneshus.dk, www.leasing.dk, www.motorpoint.dk, www.dahlpedersen.dk og www.nielsencargroup.dk
Hans Olav Sandal / Mette Munk Nielsen - hasa@nielsencargroup.dk | Pressekontakt
Nielsen Car Group
opkøb
silkeborg
bilernes hus
Contacts /
For more information, please contact:
Hans Olav Sandal
Digital redaktør
Anders Nielsen
Adm. direktør