News

Categories

Culture, other |
Associations |
Tourist destinations |

Vikingernes vinter og jernalderens dragt

Vinterferieåbent i Jernalderlandsbyen

I vinterens kulde drog vikingen ikke på togt. Hele familien opholdt sig i stedet hjemme i de dejlige varme huse omkring ilden, hvor mand, kvinde og barn arbejdede med forskellige håndværk i flammernes skær. Måske fortalte de historier om fortidens togter eller planlagde forårets arbejde i marken?

Vil du sidde med ved varmen – og måske hjælpe til med at tætne huset, så det kan blive endnu bedre, varmere og hyggeligere? Så besøg jernalderlandsbyens ”yngste” beboere: vikingerne i weekenden 9.-10. februar kl. 10-16.

Jernalderlandsbyen Odins Odense har åbent hele vinterferien kl. 10-16, men aktivitetsniveauet er skiftende, da levendegørelsen i husene beror på frivilligt arbejde. Hele ugen vil I kunne gå på opdagelse i husene, tage på runeløb rundt i landsbyen, spille spil og lege oldtidslege.

Onsdag den 13. februar og torsdag den 14. februar kan I høre om jernalderens dragter og selv prøve at klæde jer på i fortidens tøjstil – hvem vil ikke gerne have et snapshot af sig selv som jernalderkriger eller prøve Tollundmandens hat?

Alle dage er der mulighed for at leje en aktivitetskurv, så I f.eks. kan grutte mel i høvdingens hus, slynge jeres eget armbånd på toften hos væveren og spille astragalkast med små ægte knogler. Vi har åbent i butikken, hvor I bl.a. kan købe varm kaffe eller cacao med flødeskum at varme jer på – gad vide om man havde det i jernalderen?

Det sker i vinterferien
Lørdag 9. og søndag 10. februar: Vikingernes vinter med liv i vølvens hus samt gør det selv aktiviteter

Mandag 11. og tirsdag 12. februar: Prøv selv aktiviteter

Onsdag 13.og torsdag 14. februar: Prøv jernalderens dragt samt gør det selv aktiviteter

Fredag 15. og lørdag 16. og søndag 17. februar: Prøv selv aktiviteter

Entré

Ved liv i husene 60 kr. pr. voksen og 30 kr. pr. barn (6-14 år)

Ubemandede dage 40 kr. pr. voksen og 20 kr. pr. barn (6-14 år)

Vi glæder os til at se dig.

Annette Bøge Huulvej - kontakt@odinsodense.dk | Presseansvarlig

Contacts /

For more information, please contact:
Erik Foged
Presseansvarlig