Mød Zenia, hun er sekretariatsfrivillig hos Operation Dagsværk og i januar var hun og ni andre unge fra organisation på researchtur i Grønland for at indsamle materiale til den kommende oplysningskampagne. Følgende er et uddrag af hendes rejseberetning og refleksioner:
Ude på landet i det vestsjællandske forbereder vi os på det kulturmøde, vi snart vil stå over for. For hvordan er vi mest imødekommende i forhold til den grønlandske kultur? Hvad er det, vi vil opleve, når det ikke er slumområder og barnebrude, der er på dagsordenen? Hvad kan vi forvente, for minder Grønland ikke bare om Danmark? Og hvorfor tager vi i det hele taget til Grønland? Det er jo ikke et udviklingsland ligesom vores tidligere projektlande. Som min veninde sagde, da jeg præsenterede projektet for hende: “Hvad har de brug for af hjælp?”. Alle de spørgsmål fløj rundt i hovedet på mig en kold januardag, derude hvor kragerne allerede har vendt.Nu’ det Nuuk
Vi er i Nuuk der til trods for sine kun 16.000 indbyggere føles som en stor metropol. Det er her, der for alvor er gang i tingene. Vi skal mødes med en håndfuld unge fra Nukuusa, der er Grønlands børnerettighedsorganisation og børn og unges talsrør. Vi er ikke kun i Grønland for at danne os vores egne indtryk i landet. Vi er her for at få de unge grønlænderes syn på deres eget land. Hvad er det de drømmer om, og kan deres land det?Nu’ det Nuuk. De skal vise os det bedste og det værste ved deres by, da vi ikke er ude efter alle de triste historier og skæbner. Vi vil også have det potentiale med som Nuuk og Grønland rummer.
Vi står i en lille flok og snakker om, hvor vi kan tage hen. Der er ikke udvekslet mange sætninger inden, de beslutter sig for, at vi skal se Pissifik. Det der ved første øjekast er et supermarked som så mange andre. Men her får vi at vide, at om aftenen og først på natten forvandler det sig til et sted, hvor der står børn i alt for lidt tøj, der slet ikke er beregnet til kulde. De bruger det som deres tilholdssted, da det er der, der i længst tid er varme og lys. De her børn har ikke andre steder at gå hen. Vi drejer til venstre og går et kort stykke for at stoppe op foran en grøn bygning, som er det bedste ved Nuuk. Her tager jeg mig selv i at spørge: “Hvorfor?”. Hvad er det den bygning kan? Det er biblioteket. Her er der mulighed for at samles og hænge ud i dagtimerne. Og så er gratis internet, ej at forglemme.
Det er lørdag aften, da vi tager hen for at besøge Malle. Da hun startede i 3.g fik hun sit andet barn. I Grønland er det ikke unormalt at få børn i en tidlig alder. Faren var der ikke rigtig, så hun måtte tage sit spædbarn med i skole og skiftevis følge med og passe det. Malle begynder at fumle med en rubiksterning, og jeg kan se, hun tænker over, hvad det er, hun vil sige. Midt i alt hurlumhejet med både at være mor, gå i skole og være ung tager en af hendes venner sit eget liv. Det kom som et lyn fra en klar himmel. Jeg sidder og lytter intenst og føler, at verden omkring mig går i stå, at tiden står stille.Da Malles verden var fuldstændig ramlet sammen fandt hun sit holdepunkt i sin skole. Det var det eneste struktur, der var tilbage i hendes liv. Det gjorde, at hun kom godt i gennem. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på alle dem, der ikke kan opretholde deres skolegang. Hvad sker der med dem, når en tragedie som denne rammer?
