News

Categories

I lyset af Nordafrika - Sådan ser andet halvår ud på Willumsens Museum

Ny udstilling på Willumsens Museum præsenterer for første gang et dansk publikum for fremstillingerne af kulturen i Marokko, Algeriet og Tunesien hos billedkunstneren J.F. Willumsen (1863-1958) og hans samtidige danske kollegaer.

Kære Kunstforening

Første halvår af 2023 er gået, men der er fortsat masser af spændende udstillingsoplevelser på programmet på Willumsens Museum i Frederikssund. I efteråret præsenterer vi hele tre udstillinger: Særudstillingerne "I lyset af Nordafrika" og parkudstillingen "Det jeg aldrig før har set." Desuden vises "Willumsens verden" som er en samlingsudstilling med udvalgte værker fra Willumsens enorme samling.

I alle udstillinger er det muligt at komme på besøg på egen hånd, eller med en omviser fra museet. I august måned åbnede vi en helt ny café, så vi oven i købet har mulighed for at tilbyde en pakke med fuld forplejning. Priserne starter ved 70,- kroner pr. person ved besøg på egen hånd. Du kan læse meget mere om udstillingerne herunde.

Som noget nyt, er det også muligt for virksomheder og kunstforeninger at blive medlem af kunstklubben på Willumsens Museum. Kunstklubben er for jer, der holder af kunst i almindelighed og Willumsen i særdeleshed. Om jeres medlemmer er kendere eller nybegyndere er ikke spor afgørende. Som medlemmer får I adgang til arrangementer og kreative formiddage, der henvender sig bredt. Derudover bliver I inviteret til ferniseringer, eksklusive klubevents og særarrangementer, og besøger I museet med klubkortet i hånden, får I altid 20% rabat på aktuelle kataloger, ligesom det er muligt at købe kaffe+kage samt plakater med motiver af Willumsens kunst til særpris.

Når I melder jer ind i Kunstklubben får I:
  • 2 x Medlemskort 1+1, som jeres medlemmer eller ansatte frit kan benytte. Kortet giver desuden adgang til Den Frie i København og Victor Petersens Willumsen-samling på Herregården Odden i Hjørring.
  • 50% rabat på omvisninger og entrébilletter, hvis I vil besøge museet i samlet flok
  • 2 kataloger til aktuelle særudstillinger tilsendt med posten
Det koster 3900,- om året, at være medlem af kunstklubben.
Herunder kan I læse mere om vores aktuelle og kommende udstillinger. Hvis jeres forening vil melde sig ind i Willumsens Museums Kunstklub, kan det ske her: https://billetter.willumsensmuseum.dk




I lyset af Nordafrika. Værker fra Tunesien, Algeriet og Marokko af J.F. Willumsen og hans samtidige danske kollegaer

2. september 2023 til 7. januar 2024

Willumsens syn på Nordafrika og hans værker fra Tunesien og Algeriet har ikke tidligere været særskilt belyst i dansk kunsthistorie. Generelt har de danske modernisters værker fra den nordafrikanske region fået lov til at stå u-kommenterede som tilforladelige ”rejsemotiver” med et menneskeligt indhold.

Spørgsmålet er imidlertid, om denne blide læsning helt har hold i virkeligheden. Hvilket syn havde J.F. Willumsen og hans danske kollegaer reelt på de nordafrikanske kulturer? I hvilken grad var Willumsen og hans kollegaer påvirket af for eksempel fransk kultur og mentalitet, kolonimagtens holdninger, i deres syn på Nordafrika? Ligesom Willumsen boede eller opholdt flere kunstnere sig i lange perioder i Frankrig. Hvor selvstændigt et indtryk dannede Willumsen sig af Tunesien (et fransk protektorat) og Algeriet (en fransk koloni), og hvordan, hvis overhovedet, kom hans syn på kulturerne til udtryk i hans værker derfra? Var Willumsen og de danske modernister i virkeligheden en slags ”franskmænd i andet led” i deres gengivelser af f.eks. befolkningerne, arkitekturen, farverne og landskaberne?

Ved at undersøge Willumsens og andre danske modernisters forhold til de nordafrikanske kulturer i deres værker og i tilgængeligt arkivmateriale bidrager projektet med ny og vigtig kunsthistorisk viden om modernismens forhold til det såkaldt ikke-vestlige genstandsfelt. Projektet vil undersøge Willumsens og de øvrige kunstneres nordafrikanske værker ud fra såvel dansk kunsthistorisk litteratur med nordafrikansk islæt som fransk-arabisk teoretiske tekster om kolonihistorie og afkolonisering. Ved netop at spørge kritisk til den sympati, som ofte tillægges danskernes fremstillinger af såkaldt ikke-vestlige motiver, ”rejsebilleder”, tegner der sig måske et lidt andet billede, hvor de nordafrikanske værker formes ud fra et begrænset udsyn og ud fra klare vestlige æstetikker og forbilleder.

LÆS MERE HER: https://www.willumsensmuseum.dk/udstillinger/i-lyset-af-nordafrika/

Det jeg aldrig før har set
Parkudstilling ved Camilla Berner

22. april 2023 – 22. oktober 2023

Willumsens Museum har en lang tradition for dialogudstillinger, hvor samtidskunstnere inviteres til at belyse, perspektivere og aktualisere museets samling og med baggrund i denne skabe nye kunstneriske oplevelser og værker. I et nyt udstillingsformat inddrages nu også museets park som udstillingsområde.
Parkudstillingerne skal være medvirkende til at nedbryde skellet mellem museets ude og inde areal ved at tilbyde anderledes kunstoplevelser, der er tilgængelige for alle 24/7 og i andre omgivelser end kun museets sale. Til den kommende parkudstilling i 2023, den anden af i alt tre parkudstillinger, er det billedkunstner Camilla Berner, der er inviteret til at gå i dialog med Willumsen og museet. Berner er en af de mest fremtrædende nulevende danske billedkunstnere lige nu. Hun har over en lang årrække arbejdet i det tværfaglige felt mellem videnskab, botanik, sociologi og kunst.
Til soloudstillingen ”Det jeg aldrig før har set” vil Berner skabe nye stedspecifikke værker til museet – både udendørs og indendørs. Med udgangspunkt i J. F. Willumsens stort set ukendte herbarium vil Berners udstilling folde sig ud som en undersøgelse af begreber om det fremmede og eksotiske og gå helt tæt på, hvordan fascinationen af det, der virker eksotisk, ofte har stået og stadig står i vejen for at få øje på det, der bogstaveligtalt ligger lige for fødderne af os – den nære, almindelige, men måske også undseelige natur.

LÆS MERE HER: https://www.willumsensmuseum.dk/det-jeg-aldrig-foer-har-set/

Willumsens verden
Samlingsudstilling med skiftende hovedværker

J.F. Willumsens grænseoverskridende og mangfoldige kunst fylder hele museet i en delvis nyophængning. Se eller gense Willumsens hovedværker som Det Store Relief, Badende børn på Skagen Strand og Kongesønnens bryllup. Dyk ned i hans eksperimenterende og farvemættede keramiske produktion og mødet med Paul Gauguin i 1890’erne. Oplev de vilde sene værker og de iscenesatte fortællinger om kunstnerens liv og eftermæle.

LÆS MERE HER: https://www.willumsensmuseum.dk/udstillinger/willumsens-verden/
Om J.F. Willumsen J.F. Willumsen var maler, billedhugger, grafiker, fotograf, keramiker og arkitekt, og inden for alle disse områder skabte han betydningsfulde værker. Hans aktive kunstnerliv strækker sig over mere end 70 år, og han har efterladt sig en særdeles omfattende produktion. Willumsen opholdt sig størstedelen af sit liv uden for Danmarks grænser, hovedsageligt i Frankrig, hvor han under et ophold i Paris i starten af 1890'erne blev påvirket af symbolismen.
Hans stil fik med årene en stærkt personlig karakter samtidig med at den knytter forbindelser til både ældre kunst og til den helt moderne billedverden. Trods de mange år i udlandet fik Willumsen aldrig et internationalt gennembrud. Han udstillede i løbet af sin karriere primært i Danmark og Skandinavien, hvor hans monumentale stil med ekspressive figurer og stærke farver ofte delte vandene.

Om Willumsens Museum Willumsens Museum er et enkeltkunstnermuseum skabt for billedkunstneren Jens Ferdinand Willumsen. Samlingen omfatter et bredt spektrum af J.F. Willumsens malerier, tegninger, grafik, keramik, skulptur, fotografier og arkitektur. Således er det via en gennemgang i museet muligt at følge én enkelt kunstners udvikling og at få et indblik i de mangeartede kunstneriske problemstillinger, han arbejdede med. Derudover vises i museet et mindre udvalg af værker fra Willumsens private kunstsamling Gamle Samling.
Thea Rydahl - tfryd@frederikssund.dk | PR og Presse

Contacts /

For more information, please contact:
Thea Rydahl
PR og Presse