Når man skal skabe en musical, kan man som noget af det første overveje musicalens dramaturgi. Man kunne også sige musicalens forløb eller opbygning eller rækkefølge - dramaturgi er et udtryk for, hvordan en god fortælling skrues sammen.
Lineær dramaturgi
Mange af de fortællinger i forskellige medier, som vi støder på i vores dagligdag, vil have en såkaldt lineær dramaturgi. Lineær betyder ”skabt af linjer”, men bruges i denne sammenhæng til at beskrive et handlingsforløb der så at sige går fremad. Der er kausalitet og sammenhæng imellem alt, hvad der sker, og man vil ofte tydeligt kunne identificere en begyndelse, midte og slutning. Ofte vil hovedkarakteren have gennemgået en udvikling i løbet af fortællingen. Fra folkeskolen vil mange kende berettermodellen som et godt eksempel på en lineær dramaturgi.
I musicals vil man ofte kunne identificere den lineære dramaturgi i handlingsforløbet, men også i sangene og deres funktioner. Musicalsanges funktioner er en hel artikel for sig, men for eksempel vil der ofte være en "I want-sang" i en musicals begyndelse, hvor en karakter vil udtrykke, hvad de gerne vil opnå i fortællingen. Til slut vil karakteren ofte enten opnå sit mål, eller det vil gå op for dem, at det i virkeligheden var noget andet, de stræbte efter.
Der findes rigtig mange musicals med lineær dramaturgi, men et godt eksempel er WICKED fra 2003 om den grønne heks Elphaba og hendes venskab med Glinda den Gode. Fortællingen begynder med, at Elphaba og Glinda starter på universitetet, og de kan ikke lide hinanden, fordi Elphaba som den eneste får lov til at blive undervist i magi. Hun synger sangen 'The Wizard and I', der er hendes "I want-sang" om, at hun gerne vil møde Troldmanden, og han vil forvandle hendes grønne hud væk. En masse ting sker (no spoilers), men Glinda og Elphaba bliver venner, og Elphaba indser til sidst, at hun i virkeligheden bare gerne ville accepteres og elskes for den, hun er.
En lineær dramaturgi er god til at formidle langt de fleste slags fortællinger, især med flere karakterer og steder.
Cirkulær dramaturgi
I en cirkel er der ingen begyndelse og slutning, men alt kører ligesom bare i ring. I en musical vil der naturligvis være en tidslig begyndelse og en slutning, men i en cirkulær dramaturgi vil tingenes tilstand være den samme i slutningen, som den var i begyndelsen. Karaktererne vil ikke have udviklet sig, og i fortællingen behøver der ikke være kausalitet eller logik, men der kan være mange handlingsspor og endda illusionsbrud.
Sommetider vil man opdage en kombination af lineær og cirkulær dramaturgi. Det er et koncept, der for eksempel ofte bruges i absurd teater for at opbygge en form for statisk tilstand og dermed understøtte meningsløsheden.
Et godt eksempel på en musical med cirkulær dramaturgi er HADESTOWN fra 2016, der er en musical over den græske myte om kærligheden mellem Orfeus og Eurydice. HADESTOWN indarbejder også et lineært handlingsforløb i en stor del af dramaturgien, men efter alt, hvad der sker (again, no spoilers), ender musicalen præcis samme sted, som den begyndte. Der er en reprise af åbningssangen, og karaktererne begynder at fortælle historien igen, selvom de godt ved, at den ikke vil ændre sig, og at de vil ende samme sted igen. Fortællingen går i ring - eller i en cirkel.
En cirkulær dramaturgi er især god til at formidle øjebliksbilleder, følelser og stemninger, og det kan give virkelig meget til et kunstnerisk produkt at overveje at se bort fra logik og i stedet udforske kaos.
Nedbrud af form
Apropos kaos har vi i senmoderne tider sommetider brug for at udtrykke os ud over, hvad linjer og endda cirkler kan holde til. Professor i litteraturvidenskab Peter Szondi udtrykte i sin bog Theorie des modernes Dramas, at den lukkede dramaturgi ikke kan rumme den moderne erfaring. En dramaturgisk fremgangsmåde er altså også at nedbryde formen. I stedet kan man tænke i billeder, kollager, baglæns linearitet, dekonstruktioner eller bare dykke ned i rendyrket kaos. Med nedbrud af formen åbner der sig også ofte flere muligheder for indholdet.
Man kan argumentere for, at cirkulær dramaturgi også er meget åben og nedbrud af den lineære form, men i en cirkel er der stadig et omdrejningspunkt, og værket kommer tilbage til begyndelsen. Det behøver man ikke i en kollage eller i et billede.
Inden for musikteater og musicals kan nedbrud af form for eksempel komme til udtryk i en song cycle eller en teaterkoncert. For eksempel skal vi på Fredericia Musicalteater spille EFTERLYSNING til foråret, en musical-sangcyklus om livets store småting. Her er der både sange om hjertesorger og ondt i ryggen, og logiske regler dikterer ikke, hvornår hvilken sang kommer, eller hvem der synger den. Som en sangcyklus bærer den præg af cirkulær dramaturgi, men den bryder alligevel med det på herlige måder, og publikum ved aldrig, i hvilken retning den tager os hen.
At nedbryde former er meget kunstnerisk spændende, og det giver uendelige muligheder for at formidle både historier og følelser, men også stemninger og meningsløshed.
EFTERLYSNING (2025). Foto: Søren Malmose
Musicalens dramaturgi - lige, cirkler, baglæns?
Fredericia Musicalteaters dramaturg giver her en introduktion til grundliggende musicaldramaturgi
Katja Lotsberg Nilsen - katja@fredericiamusicalteater.dk | Dramaturg
Contacts /
For more information, please contact:
Katja Lotsberg Nilsen
Dramaturg