Press Release

Categories

Toiletter til alle på Fredericia Musicalteater!

200.000 kr. fra Nordea-fonden muliggør, at Fredericia Musicalteater kan få et tiltrængt handicaptoilet i foyeren

På Fredericia Musicalteater tror de på, at teater er for alle. Derfor har teatret en lang række tiltag til folk med forskellige former for funktionsnedsættelse, hvoraf én af de vigtigste er kørestolspladser i teatersalene. Men der er selvfølgelig også andre ting, der skal være på plads - udover teater for alle skal der også være toiletter til alle.  
 
Indtil nu har teatret kun rådet over et handicaptoilet, som er placeret i forbindelse med AHA Salen på 1. sal. Toilettet kan derfor kun tilgås via trappe eller elevator, og derfor har det længe været et ønske fra teatret at etablere et handicaptoilet i stueetagens foyer. Et ønske, der nu bliver muligt med støtte fra Nordea-fonden. 
 
Det gode liv 
Nordea-fonden støtter det gode liv i alle afskygninger, og med deres nye renoveringspulje vil de give nyt liv til mødesteder landet over til fordel for fællesskaber. I puljens netop afsluttede første omgang modtog fonden hele 1.276 ansøgninger, og heraf fik 187 projekter støtte til deres initiativer. Og et af dem er altså Fredericia Musicalteater, som nu får et handicaptoilet i foyeren.  
 
”Vi er meget taknemmelige for støtten fra Nordea-fonden til etablering af et handicaptoilet i foyeren,” udtaler teaterdirektør Thomas Bay. ”Teatret skal være tilgængeligt for alle typer mennesker og være et sted, de har lyst til at komme. Med handicaptoilet i foyeren kan vi gøre det nemmere for en række af vores gæster før forestillinger, og når vi spiller i Lille Sal.” 
 
Tilgængelighed i teatret 
Selvom handicaps ikke registreres i Danmark, vurderer Danske Handicaporganisationer, at op imod 30 % af befolkningen har et handicap af den ene eller anden art. På Fredericia Musicalteater er tilgængelighed et nøgleord, så denne gruppe mennesker også føler sig velkomne i teatret.  
 
”Vi mener det, når vi siger, at teater er for alle,” understreger teaterdirektør Thomas Bay. ”Det er vigtigt for os, at alle publikummer får en ligeværdig oplevelse her hos os.”  
 
På teatrets kommende produktion WHAT IS LOVE, som spiller 20. september til 19. oktober, er der blandt andet planlagt to unikke tolkninger af forestillingen for henholdsvis blinde og døve, ligesom der er mulighed for teleslynge og ledsagerordning på de fleste af teatrets produktioner. Handicaptoilettet ved AHA-salen er fortsat tilgængeligt, og snart kommer der altså også et tiltrængt handicaptoilet i foyeren.  

 


Maria Rode Olsen - maria@fredericiamusicalteater.dk | Kommunikations- og Marketingansvarlig

Contacts /

For more information, please contact:
Maria Rode Olsen
Kommunikations- og Marketingansvarlig