Den første musical
Musik og teater har spillet sammen siden teatrets oprindelse, og i princippet kunne man gennemgå hele teaterhistorien, men det er nok lige i overkanten til dette format. I stedet vil vi starte med at sige, at musicalen har fået inspiration fra mange genrer herunder vaudevillen, revy og operetter.
En kendt operette er den amerikanske Showboat fra 1927, der også bliver betegnet som den første musical, sådan som begrebet typisk er brugt i dag. Her var det første gang, at man så sangene og musikken totalt integrerede med historien, så de ikke kunne fungere uden hinanden. Den handler om showbusiness, racespørgsmål og alkoholisme og blev en forløber for sin tid, idet de næste store musicals først begyndte at opstå i 1940’erne med musicalmakkerparret Rodgers og Hammerstein. Musicalen havde det hårdt i 1930’erne på grund af børskrakket og konkurrencen fra film, og selvom store komponister som blandt andre George Gershwin, Kurt Weill, Richard Rodgers, Lorenz Hart og Cole Porter skrev værker, er det hovedsageligt de senere musicals, som stadig spilles i dag (med få prominente undtagelser som for eksempel Anything Goes af Cole Porter fra 1934).
Musicalens guldalder (1943-1968)
I 1943 kom den første Rodgers og Hammerstein-musical Oklahoma!, der så tilbage på et Amerika uden krig, men med cowboys og farmere der konkurrerer om pigers gunst. Som noget virkelig banebrydende var der en lang balletsekvens (den såkaldte drømmeballet), der cementerede dansens fortællende funktion og tilhørsforhold til musicalen. Rodgers og Hammerstein og den stil, de lagde for dagen, dominerede musicalen i 1940’erne og 1950’erne og bliver sommetider kaldt for musicalens guldalder. Her var (mere eller mindre) lykkelige slutninger tilsat dans og sang i integrerede helheder, og denne tid producerede hits som Carousel, The King and I, Annie Get Your Gun, Kiss Me Kate, Guys and Dolls, My Fair Lady og The Sound of Music. Til sidst i perioden begyndte forestillinger som West Side Story, Spillemand på en Tagryg og Cabaret dog at nedbryde nogle af konventionerne og havde blandt andet ulykkelige slutninger.
En ny tid for musicals (1968-1990)
I slutningen af 1960’erne fik musicalen Hair premiere. Hair var banebrydende for musicalen på den måde, at den indførte rockmusik og ungdomskultur på scenen, hvilket også kunne ses i 1972 med Grease. Der blev dog også lavet forestillinger, som afveg fra dette, som for eksempel Chicago og A Chorus Line, der behandlede bagsiderne af Broadways berømthed. Det blev London, som hovedsageligt dominerede 1970’erne og 1980’erne takket være musicalkomponisten Andrew Lloyd Webber. I de år lavede han (ofte i samarbejde med Tim Rice) en række kæmpe hits, blandt andre Jesus Christ Superstar, Evita, Cats og ikke mindst The Phantom of the Opera. De er alle funderede på rockmusik, mange af dem er gennemkomponerede, og de har kæmpe scenografier og masser af udstyr, hvilket også leder til, at de ofte bliver omtalt som megamusicals. I samme periode var der en række andre megamusicals, som dog valgte ikke at bruge rockmusik. Det var hovedsageligt Alain Boublil og Claude-Michel Schönbergs Les Misérables samt deres andet hit Miss Saigon og så Björn Ulvaeus’ og Benny Andersons Chess. Stephen Sondheim producerede også en række populære forestillinger i denne periode, blandt andre Sweeney Todd og Assassins.
Musicalen i dag (1990-)
Fra 1990’erne og frem til i dag er billedet blevet mere blandet. På den ene side bliver de gamle musicals genopsat igen og igen, mens Disney også har indtaget markedet og lavet adskillige af sine populære tegnefilm om til populære musicals. På den anden side bliver der også produceret nye forestillinger, der bestemt lader sig inspirere af tidligere tider, men som også bringer noget nyt på bordet især i forhold til temaer. Teaterforsker Ethan Mordden bemærker om den moderne musical, at den blander musikgenrer på kryds og tværs, og at det er populært at basere sine musicals på gamle historier eller myter. Desuden er det helt normalt ikke at have en egentlig hovedperson, men en masse karakterer i centrum. Af fremtrædende hits fra de sidste 30 år kan nævnes Rent fra 1996, der tackler homoseksualitet og AIDS, Spring Awakening fra 2006 der handler om unge og sex, Next to Normal fra 2008 der handler om psykiske sygdomme, Dear Evan Hansen fra 2015 der behandler ensomhed og selvmord blandt unge, og Hamilton fra 2015 der med hiphop og bevidst brug af forskellige etniciteter fortæller den amerikanske historie. Der bliver dog lavet virkelig mange forskellige forestillinger i forskellige genrer og med forskellig musik. For eksempel var vinderen af The 2019 Tony Awards musicalen Hadestown, der genfortæller den græske myte om Orpheus og Eurydice med både folk-, gospel-, blues-, swing- og klassisk musical-musik.
Musicalen i Danmark
Den korte gennemgang af musicalhistorien her har primært været baseret på amerikansk og britisk musicalhistorie, fordi det var her, at genren blev udviklet, og fordi produktionen af danske musicals først startede ret sent. Vi spillede operetter og politisk teater, selv efter at musicalen var blevet populær i Amerika og England. Når vi en sjælden gang opsatte amerikanske musicals, var det ifølge lektor i teater- og performancestudier Michael Eigtved ”ikke altid i særlig overbevisende opsætninger”. Det ændrede sig dog sidst i 1960’erne og 1970’erne med Hair og Jesus Christ Superstar, der begge blev sat op i Danmark kort efter deres verdenspremierer. Nu begyndte man at spille både de gamle klassikere og nyere forestillinger, og i 1980’erne begyndte vi også selv at producere danske musicals: Sebastian fik sit første hit med Skatteøen, og Berlin ’84 med musik af Anne Linnet blev sat op på Bellevue Teater, mens musicalen Esther af Paul Hammerich og Bent Fabricius-Bjerre blev sat op på Det Kongelige Teater. I 1990’erne blev Østre Gasværk Teater og Gladsaxe Teater de store musicalteatre og især opsætningen af Les Misérables på Østre Gasværk gav musicalen luft under vingerne. Den danske musical Atlantis var inspireret af blandt andre Andrew Lloyd Webber og Les Misérables og var en af de første gennemkomponerede, danske musicals, som også gav plads til, at en række nye skuespillere og dansere kunne vise, hvad de kunne.
Åbningen af musicalakademiet i Fredericia (i dag Den Danske Scenekunstskole – Musicalakademiet Fredericia) i år 2000 viste behovet for performere, der både kunne spille skuespil, synge og danse. I 1994 genåbnede Det Ny Teater desuden med rammerne til at bringe en række af de store megamusicals til Danmark, blandt andet The Phantom of the Opera. I 2000’erne og frem begyndte det daværende Fredericia Teater at få international opmærksomhed og anerkendelse for deres Disney-opsætninger og store arbejde med at udvikle musicalgenren – et udviklingsarbejde som Fredericia Musicalteater fortsætter den dag i dag, samtidig med at vi på et bredt spektrum sætter fokus på alt det, som musicals kan og vil.
Kilder
Den Store Danske: “Inspirationen fra Frankrig og Tyskland”. http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476818
Den Store Danske: ”Revy”. http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=429809
Den Store Danske: “Vaudevillerne”. http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476819
Eigtved, Michael: ”Musicalguide – alt om 60 udenlandske og danske musicals” (København, Rosinante, 2002)
Eigtved, Michael: ”Musicals Storbyscene og drømmerum” (København: Museum Tusculaums Forlag, 1995)
Geill, Flemming: ”Lad mig sige det på den måde”, (København: Lademann, 1975)
Mordden, Ethan: ”Anything goes, a history of American musical theatre”, (New York: Oxford University Press, 2013)