Direktør for Polestar Danmark Henrik Bang (tv.) sammen med direktør i Nielsen Car Group, Anders Nielsen. Foto: Pressefoto
Press Release

Categories

Automotive industry |

Nielsen Car Group får forhandling af Polestar i Midtjylland

Bilkoncernen Nielsen Car Group får nu et endnu tættere bånd til Polestar, hvor interesserede danskere nu snart kan købe og prøve det spændende mærke fra koncernens bilhus i Herning.

Elbilshungrende midtjyder kan snart nøjes med ganske kort køretur, når de vil prøve en af de helt nye elbiler fra Polestar. Mærket, der kom til Danmark i 2021, har på få år formået at gøre et markant indtryk på danskerne. Blandt andet på grund af deres anderledes tilgang til bilhandel med de såkaldte Spaces, hvor de hurtigt og effektivt har skabt mindre showrooms og salgslokationer i centrale byer i Danmark. Det er da også på samme måde, at mærket i samarbejde med Nielsen Car Groups forhandlerkæde Bjarne Nielsen snart åbner et Polestar Space ved det eksisterende bilhus i Herning.

- Vi kender jo allerede Polestar rigtig godt i form af deres slægtskab med Volvo, og da vi i forvejen servicerer deres elbiler på vores værksteder i Esbjerg, Holstebro og Herning. Derfor er vi rigtig glade og stolte over nu også at kunne forhandle deres spændende og moderne elbiler med udgangspunkt i det midtjyske, fortæller direktør for Nielsen Car Group Anders Nielsen.

Det nye Polestar Space åbner officielt den 14. august på Silkeborgvej 110 i Herning. I første omgang etableres showroomet altså som en midlertidig løsning, som tidligere har været anvendt i blandt andet Aalborg og Sønderjylland. Den midlertidige løsning vil fungere som et naturligt afsæt for et fuldt etableret og permanent Polestar Space til glæde for fremtidige kunder i Midtjylland.

- Vi er utrolig glade for at kunne indgå et nyt partnerskab med Nielsen Car Group, som deler vores passion for kvalitet og enestående kundeoplevelser. Åbningen af Polestar Space i Herning er et vigtigt skridt i vores ambition om at gøre Polestar endnu mere tilgængelig på landsplan. Med Nielsen Car Groups stærke lokale forankringer og tætte relationer til kunderne i området er vi overbeviste om, at vi sammen kan skabe en helt særlig oplevelse for bilkøbere i Midtjylland, siger Henrik Bang, direktør i Polestar Danmark.

Det nye Space giver kunder mulighed for at udforske Polestars premium elbiler, og alle mærkets tre modeller – Polestar 2, Polestar 3 og Polestar 4 – vil være tilgængelige fra åbningen i august. Fra 2028 forventes det desuden, at den nye Polestar 7, som bliver produceret i Europa, også vil blive tilgængelig i Herning.

Bilkoncern i gang med markant udvidelse

Nielsen Car Group er det seneste år vokset markant i form af en række markante opkøb af bilforhandlere. Sidste år annoncerede koncernen således overtagelsen af Dahl Pedersens tre bilhuse i det midt- og vestjyske efterfulgt af opkøbet af Bin2Bils tre bilhuse på Sjælland. Begge opkøb blev i foråret endeligt godkendt af konkurrencemyndighederne.

Siden har koncernen også købt en række andre bilhuse i både Midtjylland og på Sjælland af blandt andre Via Biler, Karvil, Gunner Due Biler og Frimann Hansen Automobiler. Heraf afventer flere af opkøbene fortsat en endelig godkendelse fra myndighederne.
Opkøbene betyder, at Nielsen Car Group inden udgangen af i år forventer at råde over i alt 24 bilhuse og over 900 medarbejdere.
NIELSEN CAR GROUP er moderselskab og fælles administration for bilvirksomhederne Bjarne Nielsen A/S, Bilernes Hus A/S, LEASING DK A/S, Motorpoint, Bin2bil og Dahl Pedersen A/S. Virksomheden blev grundlagt i 1988 og er med over 800 medarbejdere og 17 afdelinger – ti i Jylland og syv på Sjælland – et af landets største bilhuse. Ud fra kerneværdierne respekt, kvalitet og engagement arbejder den familieejede virksomhed for at yde markedets bedste kundeservice. www.bn.dk, www.bilerneshus.dk, www.leasing.dk, www.motorpoint.dk, www.bin2bil.dk, www.dahlpedersen.dk og www.nielsencargroup.dk
Hans Olav Sandal / Mette Munk Nielsen - hasa@nielsencargroup.dk | Pressekontakt

Contacts /

For more information, please contact:
Anders Nielsen
Adm. direktør
Hans Olav Sandal
Digital redaktør