To erfarne familieejede bilforhandlere har indgået en fælles handel. Nielsen Car Group, der i dag er den samlede koncern bag blandt andet forhandlerkæden Bjarne Nielsen, opkøber Gunner Due Bilers to bilhuse i Roskilde og Køge, der i dag drives af tredje generation af Due-familien. Købet er betinget af en godkendelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
- Med vores nye ansvar for Ford og Hyundai i regionen har vi en klar målsætning om at være til stede med begge mærker i både Roskilde og Køge. Det glæder mig derfor utroligt meget, at vi har kunne komme til en gensidig aftale om at købe Gunner Due Bilers bilhuse i byerne og samtidig overtage dele af en velrenommeret familieforretning, der bygger på de samme værdier som vores egen, lyder det fra bestyrelsesformand for Nielsen Car Group, Bjarne Nielsen.
I Roskilde er Nielsen Car Group i forvejen på vej til at overtage Preben Mortensen Biler fra Karvil, der i dag forhandler blandt andre Hyundai. Og med købet af Gunner Due Bilers Ford-bilhus kan koncernen nu fremover tilbyde begge mærker i byen. Bilhusene fortsætter indtil videre helt som vanligt og vil på sigt indgå som en del Bjarne Nielsen-brandet.
I Køge ligger Gunner Due Biler skråt overfor Bjarne Nielsens bilhus med Ford og Volvo på Tangmosevej. Hos Gunner Due Biler forhandles en række mærker, og her skal der fra årsskiftet også gøres plads til Hyundai.
- Faktisk er vi vant til et lignende setup i Esbjerg, hvor vi også har to bilhuse lige overfor hinanden. Det fungerer rigtig godt, og derfor ser vi frem til, at de to huse på hver sin side af vejen kan nyde godt af hinandens selskab og sammen blive en endnu mere central aktør i bilbyen Køge, fortæller direktør for Nielsen Car Group Anders Nielsen.
Familieforetagende siden 1965 fortsætter
Med frasalget af de to bilhuse lever Gunner Due Biler videre med et enkelt bilhus i Store Heddinge. Bilforhandleren var indtil 2017 ejet og drevet af Gunner Dues sønner Leif og Claus Due. I 2017 begyndte et generationsskifte, da Leif overdrog sin ejerandel til sønnen Phillip. I 2022 overdrog Claus sin ejerandel til sønnerne Frederik og Christian, og de tre fætre driver i dag forretningerne i fællesskab.
- Der er sket utroligt meget i bilbranchen de senere år, og det er også blevet sværere at drive selv en mellemstor forhandlerkæde som vores. Med udsigten til at miste Ford i Roskilde, så skylder vi vores dygtige medarbejdere at sikre deres fremtid og samtidig tilpasse resten af forretningen. Her har vi heldigvis helt fra begyndelsen haft en rigtig god dialog med Nielsen Car Group om salg af både forretningen i Roskilde og Køge, lyder det fra den ene medejer og adm. direktør Phillip Due som tilføjer:
- Vi er jo langt fra den eneste familieejede forhandler, som er tvunget til at tage fremtiden op til revision. Og selvom vi selvfølgelig gerne var fortsat med alle tre forretninger, så finder vi som medejere ro i, at vores farfars forretning fortsat består, og at vores medarbejdere kan fortsætte deres lange anciennitet til gavn for vores mange trofaste kunder, siger Phillip Due.
- Jeg er særligt glad for, at det er lykkedes at lave en købsaftale med så jordbunden og forankret en forhandler som Gunner Due Biler. Jeg har stort respekt for det, både farfar, sønner og nu børnebørn har formået at drive forretningerne til. Derfor er det også glædeligt, at de alle tre fortsætter som en del af Nielsen Car Group og har lyst til at drive forretningerne videre i vores fælles ånd, siger Anders Nielsen.
Vokser på bilhuse, medarbejdere og biler
Konkurrencemyndighederne har for nylig godkendt opkøbet af en anden større bilforhandler på Sjælland - nemlig Bin2bil. Her fortsætter bilhusene i Slagelse, Holbæk og Kalundborg også som hidtil, men vil på sigt få Bjarne Nielsen-skilte på facaderne.
Samtidig annoncerede Nielsen Car Group for nylig udover opkøbet af Preben Mortensen Biler i Roskilde også købet af et af Via Bilers bilhuse i Silkeborg samt bilhuse i Ringsted, Næstved og Nykøbing Falster af Frimann Hansen Automobiler. Alle opkøb afventer ligesom handlen med Gunner Due Biler godkendelse af konkurrencemyndighederne.
Med det seneste opkøb vokser Nielsen Car Group med yderligere to bilhuse, så koncernen fremover vil råde over 23 bilhuse og over 900 medarbejdere.
Til baggrund:
Importøren af Ford og Hyundai, Nic. Christiansen Gruppen, har lavet en ny forhandlerstruktur for begge mærker, der er gældende fra 1. januar 2026. Aftalen betyder blandt andet, at Nielsen Car Group får ansvaret for forhandling af Ford- og Hyundai i Midt- og Vestjylland samt på Vest-, Midt- og Sydsjælland.
Direktør Anders Nielsen kan smile over endnu et opkøb på Sjælland.
Nyt opkøb: Nielsen Car Group overtager endnu to sjællandske bilhuse
Bilkoncernen Nielsen Car Group køber bilforhandleren Gunner Due Bilers bilhuse i Roskilde og Køge. Opkøbet sker som endnu et led i forberedelserne til, at koncernen 1. januar 2026 overtager forhandlingen af Ford og Hyundai på store dele af Sjælland.
NIELSEN CAR GROUP er moderselskab og fælles administration for bilvirksomhederne Bjarne Nielsen A/S, Bilernes Hus A/S, LEASING DK A/S, Motorpoint, Bin2bil og Dahl Pedersen A/S. Virksomheden blev grundlagt i 1988 og er med over 800 medarbejdere og 17 afdelinger – ti i Jylland og syv på Sjælland – et af landets største bilhuse. Ud fra kerneværdierne respekt, kvalitet og engagement arbejder den familieejede virksomhed for at yde markedets bedste kundeservice. www.bn.dk, www.bilerneshus.dk, www.leasing.dk, www.motorpoint.dk, www.bin2bil.dk, www.dahlpedersen.dk og www.nielsencargroup.dk
Hans Olav Sandal / Mette Munk Nielsen - hasa@nielsencargroup.dk | Pressekontakt
opkøb
køge
Nielsen Car Group
bjarne nielsen
roskilde
ford
hyundai
Contacts /
For more information, please contact:
Hans Olav Sandal
Digital redaktør
Anders Nielsen
Adm. direktør