- Vi har aldrig haft så mange vinterdæk-bookinger i oktober. Mange kunder siger direkte, at de ikke vil risikere en bøde eller køre ulovligt, når temperaturen falder, fortæller Martin Kragh, der er eftermarkedsdirektør hos Nielsen Car Group.
Koncernen ejer bilhuse i hele landet under brands som Bjarne Nielsen, Dahl Pedersen, Bin2Bil samt Bilernes Hus i Silkeborg.
42% flere hjulskifte
Sammenlignet med samme periode sidste år ligger antallet af hjulskift 42% højere i perioden fra 1. september til 21. oktober 2025, hvor tallet er trukket. Også efterspørgslen på dækhotel og rådgivning om korrekt mærkning er steget markant.
Siden 1. juli 2025 har de danske vinterdæksregler været skærpet. I praksis betyder det, at bilen skal være udstyret med vinterdæk eller helårsdæk med 3PMSF-mærkning, når der er vinterføre – altså sne, is eller sjap. Det giver en bøde på 1.000 kr. pr. dæk, hvis man ikke har de rette dæk på bilen.
- Det er tydeligt, at folk har læst om reglerne. Hvor man før måske ventede til november, har mange allerede nu sikret sig tid på værkstedet. Der er kommet et større fokus på både sikkerhed og lovgivning, siger Martin Kragh.
Flere spørger ind til dækkvalitet
Hos Nielsen Car Group oplever man også, at kunderne generelt er mere opmærksomme på kvalitet end tidligere. Mange spørger ind til mærker, bremseevne og forskellen mellem billige og testvindende dæk.
- FDM har lavet en test af vinterdæk, hvor forskellen i bremseafstand var markant fra det dårligste til det bedste dæk. Det har fået flere til at vælge et lidt bedre dæk, fordi de kan se, at det faktisk har betydning for sikkerheden, forklarer Martin Kragh.
Værkstederne i højt gear
For at imødekomme den øgede efterspørgsel har Nielsen Car Group udvidet åbningstiderne på flere værksteder i oktober og november.
- Vi opfordrer kunderne til at bestille tid i god tid – især hvis man skal bruge bilen dagligt. Det er ærgerligt at vente, til frosten kommer, for så bliver presset virkelig stort, og man risikerer at køre med ulovlige dæk, siger Martin Kragh.
Kort fortalt: det skal du vide om reglerne
- Krav om vinterdæk eller helårsdæk med 3PMSF-mærkning ved vinterføre.
- Bøde på op til 1.000 kr. pr. dæk ved brug af forkerte dæk.
- Kravet om minimum 1,6 mm mønsterdybde fastholdes.
- Reglen gælder efter vejforhold – ikke efter dato.